Der er intet i verden så stille som sne

Tidlig morgen, jeg sidder i min seng i soveværelset på 1. sal. Træpaneler, trægulv og træloft til kip. En knagen bølger gennem trægulvet og durver svejende i min seng og giver et sug gennem mit hjerte. Det gamle toiletmøbel, med det trefløjede spejl, giver sig til at ryste og spejlene begynder at klapre. Er det en lastbil, alt, alt for tæt på huset?  Er det vinden, en mindre orkan, der truer med at klaske huset sammen? Eller er de nye badeværelses fliser, der er læsset op på 1. sal, lige over sønnikes værelse, for tunge… Jeg tør ikke tænke tanken. Jeg springer ud af sengen løber ned på sønnikes værelse og løfter sovende sønnike op af sengen, styrter ud til husbond, der står i stueetagen i vaskerummet, flisegulv og murstensvægge.  “Toiletmøblet bevægede sig…. klaprede med spejlene”…  stakånder jeg… “Og gulvet,… sengen gyngede, ligsom bølgede”…  Husbond er blevet helt hvid omkring næseboerne og mundvigene. “Nå”…  siger han spagt … “bevægede sig”… endnu spagere.  Her er det så jeg i et split sekund ikke kan kende min altid klippefaste husbond.  Jeg beslutter mig for at tale mig igennem hans tvivl.  “Ja! Spejlene klaprede”…… “ligesom…klaprede”…   Jeg står med favnen fuld af sovende sønnike og vender mig lettere irriteret væk fra husbond, der nu kommer mig i møde.  ”Ja, men jeg forstår bare ikke hvorfor du har taget sønnike op?”.  Vender mig energisk mod husbond igen, “hvis nu loftet faldt ned”….. “Faldt ned???”.   “Ja, med alle fliserne”…. “Fliserne???”.   “Ja… de er tunge”…. energien har forladt mig igen.  Jeg går ind og putter sovende sønnike hos storebror. Vender tilbage til husbond, der står på samme sted, nu med stærkt flakkende blik.  “SENGEN bevægede sig”,  forsøger jeg for at overbevise ham. Han smiler overbærende til mig, “Skatter, ….. nogen gange kan man godt TRO man er vågen, selvom man sover”.         Jeg kan ikke rigtigt finde på andet at sige til ham end at møblerne bevægede sig. Og vælger derfor ikke at sige mere, kan rædselsslagen godt indse at det ikke er et voldsomt godt argument, han tror mig ikke.  Jeg sejler trodsigt ud af rummet, men vender mig i døren inden jeg går ovenpå. “Bare vent til du hører radioavisen, de siger der har været jordskælv!”  Han smiler ekstra overbærende til mig ”Skatter….”.         Da jeg kommer tilbage fra badet, har han tændt alle husets computere, fjernsyn og radioer. Han er nu hvid i hele ansigtet, da han løfter blikket fra den tændte computer og ser direkte på mig “Du havde ret, der har været et jordskælv!”

Nu sidder jeg igen på min seng da jeg hører en knitren udenfor vinduet. En kaskade af gnister og en glødende kugle springer op i æbletræets grene. Jeg springer hen til vinduet. Ledningerne i elmasten svinger kraftigt. Var det en fugl? Eller måske et vulkanudbrud, bare et lille et? Jeg siger intet til husbond, går bare ned i entreen og ringer til elværket, at elmasten mellem nr. 24 og 26 sprang gnister. 

Har i dag malet det sidste i det nye badeværelse. Hvis der da ikke er helligdage i dagslys. Så mangler vi bare at montere skabe i gangen og låger til skunken og … HJÆLP, bliver vi da aldrig færdige!!!

Jeg er lige til at hælde i seng. Overkørt af Ikea. Måske det ikke er helt retfærdigt at give dem skylden for at husbond og jeg fyldte to indkøbsvogne med skabsstel, trådkurve, bukseudtræksstænger, skuffer, skuffer med rumdeling, bøjlestænger, hylder og to pakker sugerør. Det var så ikke det værste, heller ikke da kassekøerne var så lange, at vi skulle bane os vej mellem (og på tværs) af køerne for at komme ind til hylderne med varerne. Læsse, læsse ud af reolrække 4 og op til række 32. Til husbond: “Skal du ikke ha din vogn med dig”.  Til damen ved siden af mig der krammede hurtigt om indkøbsvognens håndtag og derefter så lettet ud da  jeg sagde:”Det var ikke til dig, det var til min mand”.   Næ, det værste var da vi kom hjem. Da skulle det hele bæres OP ovenpå, OP på 1. sal, OP ad trappen. Jeg må slutte nu, mine arme syrer til . . . .

Har ikke de store skrupler over at skrive

Der er dog én ting der kan få mig til at pive

Hvis alle ordene som jeg gerne vil give

Sidder fast i hjernen og truer med at blive

P.s.

Tak til Digteren som bragte digtet til live

Min følgesvend udbrød “Nej,…du har trådt i en hundelort!”.  Vi var på vej op ad vores vens havegang.  Det var slet ikke så slemt.                                         Jeg havde lavet en tåhyler i en hundebæ og spidsen af støvlen var lige til at tørre af i græsset.                                                                                                                                                                                             Det var værre da vi kørte hjem. I bilen lugtede der lidt syrligt, min følgesvend havde trådt i spinaten denne gang. Det var hvad jeg sagde til hende.
Det havde hun så ikke, viste det sig da jeg kom hjem. Jeg havde ryddet forhave, fortorv og hele gaden hen til bilen for ekskrementer.
Her er det så, at jeg kraftigt inspireret af      http://taarnet.urbanblog.dk/  og hans  ”Den lille forskel imellem mænd og kvinder?”, indser at jeg skulle have haft stiletter på da jeg sweepede min vens forhave for efterladenskaber. 
Jeg havde, under køreturen, gnedet min opsamling grundigt ind i (den rillede) gummimåtte, hvorfor jeg også havde gnubbet den anden støvle ind i misæren og op ad skaftet.
Jeg forstår stadig ikke hvordan det var lykkedes mig at gnide noget ind UNDER måtten.
Jeg kunne senere, med stivfosne fingre, melde til min ven at jeg havde fjernet enhver antydning af hundeekskrementer i hendes have og at jeg havde skyllet det hele af i gruset, i min have, med min vandslange.

Der er jo ingen grund til at hidse sig op fordi jeg ikke kan finde mine trusser. Selvom jeg begynder at styrte rundt for at se om jeg har lagt dem i soveværelset eller måske i køkkenet. (Her kan det jo undre at jeg ikke bare tager et nyt par i skuffen). Ungerne skal vækkes og vi skal alle tre ud af døren samtidig. Og faderen er ikke hjemme. I tre dage. Trusserne bliver fundet da jeg kravler rundt på badeværelsesgulvet. De var gledet ned ad bænken. Så er det bare lidt mere fart på i badet. “Godmorgen søde skat”. Hvad er nu det der ligger der på uldtæppet? Et vissent blad som hunden har slæbt med ind i pelsen?  Nope. Hundelort? Ubestrideligt! Med et stykke toiletpapir bliver efterladenskabet dumpet i toilettet. “Så er det tid til at stå op skat”. Hvor kommer de to små brune fugtige klatter dog fra? De ligger faretruende tæt på sønnikes skoletaske. Nej, ikke tæt på, også ovenpå! Frem med sæben. Yngste søn vækkes nu med mindre luft i stemmen. Morgenmad på bordet, hundene fodres, madpakkerne køres i stilling, kaffe laves, soyamælk varmes på kogepladen, hundene lukkes ud i haven i én roterende bevægelse.  Taskerne pakkes, hundene lukkes ind, sønnike taber en tallerken og glasskår splintrer os om poterne og fødderne. Børn og hunde lukkes ud i gangen mens jeg børne- og hundesikrer gulvet med støvsugeren. Hundene og børnene vender tilbage i køkkenet til lyden af sydende soyamælk der eksplosionsagtigt flyder ud af gryden og forkuller, så snart det rammer kogepladen, i en stinkende sort røgsky. Nu orkanspinner jeg mens jeg tørrer op, sluger min morgenmadssmoothie, sender ungerne ud i bilen “mor kommer om lidt” (…luft i stemmen…ikke hidse mig op….ungerne kan jo ikke gøre for det…). Napper vitaminpiller, hvad er det der ligger der under stolen? Er det…hundebræk?  Hundemorgenmad, der lige er kommet op af hunden, ligger fire steder under spisebordet. Køkkenrulle, fejeblad, kost, sæbe og toiletdumpning. Ud i bilen. Jeg sveder som en hest. Måske jeg skulle gå i bad på mit arbejde fremover? Dér bliver mine trusser i det mindste ikke væk.

Roger and out. Kantlister og paneler er malet. For i dag. De skal jo have 4. gang i morgen! Hvorfor fejlbedømmer man altid tiden det tager. Væggene… åh…..det tager lang tid, men de små smalle kantlister…pice of cake. No go. Det er så meget lige omvendt. Nu er det gjort og det er nice.

Nu sidder jeg her og gemmer mig i morfarlænestolen med den bærbare på skødet. Håber ikke husbond får øje på mig. Vi skal male fodlister og karme. Men jeg har jo også vigtigere ting at foretage mig! Klap klap nu er han på trappen. Pokkers. opdaget……

Godfrydefuldnat

Tak for I dag. Voldsfilm på flimmeren. Hvor er jeg heldig at jeg kan rejse mig og gå i seng og lade filmen lade livet udenfor mit univers . . . sov godt. 

Hundene ligger henslængt på gulvet. De er helt udmattede af frisk luft og forårstegn. I går kunne jeg plukke spirende mælkebøtteskud til kaninerne. Sønnike var i haven i 1 1/2 time i dag, han sad i æbletrææet 1/2 time og kom ind med røde kinder og snøfte næse. Jeg er salig . . . .